Åh nej! Skærmen bliver sort, tv’et dør og I er pludselig uden nogen kanaler og uden jeres vante underholdning. Datoen er d. 31. oktober, og i dag er dagen, hvor hele Danmark har skiftet fra analogt tv-signal til digitalt. Hvad der hidtil har været valgfrit eller defineret af tv-udbyderne er nu lovpligtigt, og det er derfor, at I også er blevet ramt af det på denne kolde og mørke oktoberdag.
Men d. 31. oktober ligger endnu ude i fremtiden, og dette skrækscenarie kan I endnu nå at forhindre. Først bør du orientere dig omkring din egen situation og dit eget tv-signal. Der er nemlig 2,5 millioner danskere, som slet ikke bliver berørt af forandringen. De bruger nemlig allerede den digitale løsning, eller også har de udstyr, som understøtter forandring til digitaliseringen. Men er du en del af den million mennesker, som ikke vil kunne se tv sådan som deres situation er nu, så er det nu du skal handle. Nedenfor kan du læse om, hvad du bør gøre.
Få din kabelforbindelse til at understøtte digitaliseringen
Kabel er en af de få typer af forbindelser, som ikke er i risikozonen. Eller, det vil sige, dette udsagn er en forsimpling af virkeligheden. Situationen er den, at det analoge signal vil fortsætte med at blive sendt via kabelforbindelserne samtidig med det digitale. I vil altså stadig kunne se kanalerne, selvom I ikke har foretaget skiftet. Ønsker I at skifte over til den digitale løsning, skal I dog anskaffe jer en digital DVB-C modtager.
Fang det nye signal med bredbånd TV
Tillykke, I er blandt de heldige 2,5 millioner danskere som kan forholde sig passive under skiftet! Bredbånd er af natur nemlig allerede en digital forbindelse, og den passer derfor som fod i hose med det nye skift. Det eneste I skal gøre er derfor at læne jer tilbage, hente popcornene i køkkenet, slå fødderne op og nyde jeres dejlige tv-signal.
Fibernet er positivt med forbehold
Har I fibernet, så kan I endnu en gang klappe jer selv på skuldrene og ånde lettet op. Jeres fibernetforbindelse kommer nemlig ikke til at volde jer problemer i forbindelse med skiftet. Dog er der et lille men knyttet til denne udmelding, for jeres lykke er kun gjort, hvis I kan nøjes med at se tv på ét apparat i hjemmet. Ønsker i forbindelse og signal til flere enheder andre steder i huset, så er I nødt til at anskaffe jer en digital signalboks per enhed.