Kun få dage efter at Yousee annoncerede, at bredbånd snart vil kunne købes uden tv-pakke, så har Stofa kopieret dem og kommet med et identisk tilbud. Det er kun ca. en uge siden, at TDC, som ejer Yousee, annoncerede dette tilbud og i går lancerede deres rival Stofa et stort set tilsvarende tilbud.
Annonceringen fra Stofa lød ”Tidligere har det ikke været teknisk muligt at adskille tv og bredbånd i kabelnettet, men Stofa er nu klar med en løsning, der betyder at godt 100.000 forbrugere, der i dag har eller kan få Stofa kabeltv, om ganske kort tid kan vælge, om de både ønsker Stofas tv- og bredbåndsløsninger, eller om de foretrækker at nøjes med bredbånd”.
Der er dog den mindre detalje, at Stofa allerede er klar med deres tilbud i løbet af det fjerde kvartal i år, og Yousee åbner først op for bredbånd uden tv i slutningen af det første kvartal næste år.
Stofa mener dog ikke, at de har kopieret Yousee, men blot lyttet til hvad deres kunder har sagt. Kunderne ønskede at gøre brug af Stofas hurtige og stabile bredbånd, men mente ikke de havde brug for tv-løsningen med i pakken, ifølge Stofa.
Her vil bredbånd uden tv kunne købes
Stofa oplyser, at den nye løsning i første omgang vil kunne købes i størstedelen af Stofas egne kabelnet; herunder Billund, Næstved, Rødby, Skælskør, Faaborg, Sønderbog, Sorø og Slagelse. Udover de nævnte områder, så vil det også blive muligt i nogle antenneforeninger.
Hverken Stofa eller Yousee har endnu afsløret, hvordan priserne kommer til at ligge for de nye løsninger, og det er derfor endnu for tidligt at sige, om disse produkter bliver en succes. Man må dog gå ud fra, at de nye rene bredbåndsprodukter bliver en del billigere end den samlede pakke med både bredbånd og tv, for at dette skal blive en succes.